Ugen blev i den grad præget af diverse sjældenheder i Skagen, som yderligere cementerede sin position som landets bedste sted til SU-arter forår såvel som efterår. Af SU-arter set deroppe i ugens løb skal især nævnes årets anden ringmærkede Spottesanger blot to dage efter den første samme sted. Dermed landets fjerde Spottesanger nogensinde, hvornår får vi en stationær syngende forårs/sommerfugl? Balearskråpe tordnede videre i Skagen med årets fjerde fugl deroppe set om lørdagen den 23/8. Fuglen blev dog ikke fundet af Skagen Fuglestation, men derimod af Kenneth Bach Christensen fra Team Find Holger, som derved scorede gode ædelpoint. Ellers sås årets første Kuhls Skråpe i landet samt efterårets første Topskarv i Skagen – begge på Grenen 22/8. Skagen kunne også berette om en fortsættelse af invasionen af Hvidvinget Korsnæb.
Der blev gjort flere gode SUB-fund af landskampsdeltagere i ugens løb: Tre Biædere ved Rosenvold 24/8 fundet af Tommy Kaae fra Team Daka, adult han Steppehøg ved Vest Stadil Fjord 24/8 fundet af Erik Enevoldsen og Damklire ved Geddal Enge 22-25/8 fundet af Leif Novrup – begge fra Team Festjylland.
Rosenstæren på de nordvestjyske tanger sås igen, denne gang på Agger-siden, mens en anden Rosenstær skabte sensation på Fyn ved at være den første i regionen i umindelige tider. Den blev opdaget ved Arreskov Sø 22/8 og er indtil videre krydset af to fynske hold.
Ellers sås pænt med Vendehalse, enkelte Hortulaner, Sølvhejrer, Silkehejrer, Sorte Storke samt Høgesangere.
Udover ovennævnte Spottesanger var ugens sjældneste fugl en ringmærket Lille Rørsanger 21/8 ved rørskovsringmærkningshotspottet Indfjorden, Holstebro. Denne sås dog tilsyneladende ikke af nogle landskampsdeltagere – det samme var tilfældet for den/de stationære Hvidøjet And ved Hejrede Sø, hvilket skyldes, at ingen hold fra DOF-Storstrøm er tilmeldt.
Kom ud af busken, der skal luskes, trampes, tjekkes vadere, havobses og masser af andre ting i uge 35, som allerede er et par dage gammel. Amerikanske vadere, Citronvipstjert, Tredækker, sjældne skråper, Steppehøg er blot nogle af de sjældne fugle, der er højaktuelle netop nu.
Kom friske – Søren, Morten og Rune.
Nye kommentarer