Ugen gav en god omgang blandet dansk efterårsvejr med østenvind og småfugle, vejrskifte og derefter vestenvind og lidt havfugle.
Af SU-arter i ugens løb skal nævnes Lille Skrigeørn på Stevns (22/9) og efterfølgende Langeland (24/9), landets hidtil tidligste Brune Løvsanger på Chrø (24/9), Hvidøjet And ved Maribo Nørresø (28/9) fundet af Mr. Dykand, Rasmus Strack, himself, samt ikke mindst en flot Bøffelandrik ved Møllekrogen, Esrum Sø fra ugens sidste dag (28/9) og frem. Både skrigeørnen på Stevns og Bøffelanden er set af flere hold fra det sjællandske, mens de andre sjældenheder ikke kom i spil i landskampsregi. Skrigeørnen på Stevns var tidligere på dagen set ved Falsterbo og har givet ophav til en del bestemmelsesmæssige diskussioner. Bøffelanden er rapporteret uden ringe, og spontaniteten vil givet blive et hedt emne.
Ellers skal nævnes pænt med Sodfarvede Skråper, Sølvhejrer, Hvidbrynede Løvser, småsnappere, Nøddekriger, lidt Storpibere og Rødpibere samt et par Thorshøns.
Indeværende uge må byde på noget sjældent – det vrimler med hit-asiatere i Europa , og vestenvinden må ligeledes forventes at kaste nogle amerikanske vadere og nogle havfugle af sig. Så tjek dit lokale krat, græs- og pløjemark, vådområde eller tag på en havobs – kun fantasien sætter grænser.
Kom friske – Søren, Morten og Rune.
0 Svar til “Uge 39”