Uge 40 – øst møder vest

Oktober er åbnet lige efter bogen. Vejret er omskifteligt, hitfeberen er helt i top og jyske vestkyst bliver endevendt af birdere fra landet over. Under WP-obs har vi som sædvanligt læst om Sibirisk drossel, Gulddrosler, Pallas´og stribede græshopper o.l. på de bristiske øer, men ak-ak – det er og bliver bryn og småfluer, der bliver lusket frem herhjemme. Men fortvivl ikke – felttræf står for døren, og der er lagt op til endnu en ***GIGA*** i uge 42.

Uge 40 stod efter en længere østenvindsperiode i vestenvindens tegn. Mandag blev årets første Prærieløber fundet af Peter Hedegaard til glæde for de Nordjyske hold.  RoCs tålmodige strandengstrawl blev endelig belønnet med en sen Tredækker, et regulært hit dette efterår.

Midt på ugen gik vinden i SV og lidt sibirere begyndte at drysse ned langs jyske vestkyst. Et par Rødstrubede pibere, små fluesnapper og pænt med med Hvidbrynede løvsangere blev lavet efter en mager weekend. Der blev medlt om Brilleand fra Bækby Strand og Lille stormsvale ved Ørhage.  Lørdag/søndag ramte blæsten for alvor Vestkysten og de første stormsvaler og unge Sabinemåger blev griflet ned i de velplaceredes kina-bøger. Fra Ørhage blev der meldt om Kuhls Skråpe, mens Landskæmper KEK fra Team Ringkjøbing kunne springe den helt store bombe: Pterodroma sp ved Nr. Lyngvig. Fuglen var desværre for langt ude til artsbestemmelse, men fundet falder godt i tråd med et par britiske fund af Fea’s petrel. Skal en god Kap verde/Madeirapetrel godkendes fra DK kræver det nok en død/havdød fugl på en strand eller SUPERgode fotos. Lørdag bød også på efterårets første Dværgværling i Jylland, da SVr fandt en fugl ved Sønderho. Ugen blev rundet af med en Storpiber, der er overraskende sjælden i år, ved Ellidsbøl lavet af ATL fra Team Find Holger og efterårets første Hærfugl ved Øby.

Forrige weekends Lille skrigeørn fra Stevns er ud fra fotos blevet positivt bestemt til Steppeørn af Dick Forsman, så enkelte KBHhold har fået en god art (om end lidt tynd obs) på listen.

I oktober lukker vi for gaveboden og udlover ikke ekstra bonuspoint for nogen arter, da der er rigeligt at gå efter i forvejen. Husk at regionens første Hvidbrynede løvsanger kun udløste bonuspoint tom. 30/9.

Vi ses på træf. Der skal arbejdes præventivt fra grænsen til Vejers, så de vestjyske hold ikke stikker af når de nu henter enkeltpoint på Nonnepikker-, Blåstjert- og Steppetornskade-twitch. Hvis du laver Rubinen i hovedet på de lokale, er deres fordel udlignet.

Husk “Rare birds of Britain and Europa” når du rykker i felten – og fortsat god kamp.

mvh Rune, Søren og Morten

2 Svar til “Uge 40 – øst møder vest”


  1. 1 landskampen08 oktober 8, 2008 kl. 1:34 pm

    Hm hm, hvordan er reglerne nu? SU arter skal indsendes inden en tidsfrist og vel formentlig også godkendes før de tæller med? Hvordan observatørerne på Stevns kan lave en beskrivelse, der kan godkendes ud fra eget udsagn “uendelig dårlig og kortvarig” observation bliver interessant?! Samtidig med at den figurer som ørn sp i DOFBasen… Eller kan SU godkende fugle der reelt er beskrevet i Sverige hvis ellers observationstidspunkterne passer sammen? Det sidste skal Landskampgruppen naturligvis ikke svare på…

    mvh
    AnP

  2. 2 landskampen08 oktober 9, 2008 kl. 2:45 pm

    Der er præcedens for, at Stevnsørne godkendes iht bestemmelserne fra Falsterbo, hvis der er tidsmæssig overensstemmelse mellem iagttagelserne. Det er sandt at fuglen ikke kunne bestemmes med sikkerhed ved Stevns – her blev den defaulted til lille skrige netop pga svenskerne oprindelige udmelding. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at alle tilstede kunne se at det drejede sig om en god aquila, hvorfor den er “twitcherpointet” værd, såfremt den godkendes som Steppeørn.
    Det kan sidestilles med at en deltager lusker en Lille/ steppegulbug frem, der først senere artsbestemmes og godkendes ud fra fotos – naturligvis vil denne også være pointene værd, skønt den ikke blev artsbestemt i felten.

    mvh (en i denne sag ikke helt upartisk) MKH


Læg en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.