Arkiv over kategorien 'DOF KBH'

Picadorerne slår til – bonusart i egen baghave!

Jesper Johannes Madsen sidder onsdag aften og spiser med familien. Ud af køkkenvinduet ser han en fugl der på fluesnapper-agtig vis flyver rundt i et træ. Stor er overraskelsen da fuglen gennem kikkert viser sig at være en flot Hvidhalset Fluesnapper han!

Hvidhalset Fluesnapper, han, Humleby 23.04.08. Foto: Jan Speiermann

JJM er lidt tvivlende om hvad han skal gøre da fuglen opholder sig på et lukket område. Holdkammeraterne MFJ og ANP bliver dog hidkaldt og ser også fuglen (ny art til ANP). Sammen finder vi ud af at fuglen naturligvis skal meldes ud, med oplysning om at den muligvis kan ses fra en nærtbeliggende offentlig vej. Det viser sig ikke at passe helt, men MFJ og ANP bliver lukket ind på området og kan i løbet af de næste tre kvarter lukke et par håndfulde birdere ind, herunder ”desværre” nogle deltagere fra andre Landskampshold! Hvidhalset Fluesnapper må regnes som en ret svær art at få at se i vores Landskampsområde. Sidste holdkammerat JSP der ellers sidder midt i en generalforsamling i boligforeningen finder anledning til at forlade denne og når også at se sjældenheden. Fuldt hus til Picadorerne!

Der twitches…. Foto: Jesper Johannes Madsen

Mange har nok ikke regnet Picadorerne for noget, herunder heller ikke i Landskamps sammenhæng. Men man skal ikke skue hunden på hårene! Vi slapper aldrig af. Det må vist betragtes som en yderst givtig nano-birding at opdage en bonusart i egen stenbro-baghave. Som et kuriosum kan det nævnes, at dette var den fjerde fluesnapper-art gennem tiderne JJM har lavet fra denne lille baghave!

mvh Picadorerne

Sorthalset Lappedykker i KBH.

 

 

Den Sorthalsede lappedykker er en af de arter man bestemt ikke kan være sikker på at få på sin liste hvis man er Københavner. Landskampen bevirkede at jeg indledte en større lappedykker eftersøgning i området. Talrige besøg er gået til Utterslev mose, hvor arten ynglede talrigt for år tilbage, senest blev lokaliteten besøgt 15/4. Sømosen i Ballerup er nu uden mågekoloni, og to besøg på lokaliteten har været negative, ligeledes har besøg på andre lokaliteter været negative.

 

Onsdag den 16 april besluttede jeg derfor at køre den helt store tur i området, jeg skulle besøge en lokalitet (Lejre vig) hvor der ifølge DOFbasen blev set 7 fugle sidste år, her skulle det da være muligt at finde bare en. En Nilgås fløj ud af ”vores” område, men der var ingen Sort lapper, området var dog fint med mange lappedykkere, ynglende Stormmåger og godt med dykænder.

Et kort stop blev det til ved alle mosehuller jeg mødte på min vej, men stadig var arten negativ, hvorfor jeg besluttede at tjekke Utterslev mose igen.

Jeg satte mig på sydsiden (for at få med lys) af den vestlige mose, og der gik ikke mange minutter før to fine Sorthalsede lappedykkere lå og lavede parringsdans, fedt en Københavner mega var i bogen, og nu begik jeg et kæmpe selvmål ved at melde dem ud på DOFcall.

Ifølge DOFbasen, Landskamps ranking, DK ranking og personlige info så 17 M/K fuglene i løbet af eftermiddagen, endnu en gang Østkystblockers der slår til i KBH.  

RS 

Sådan booster man IKKE sin Landskampsliste!

Repræsentanter for Københavnerholdene CMF og Picadorerne var mødt forventningsfulde op i Kastrup Havn søndag morgen. Dagens program indeholdt en tur rundt på Saltholm som led i en Caretakertælling samt den store mulighed, for ikke at sige sandsynlighed, for at hente gode Landskamps(bonus)arter. Saltholm er jo heller ikke en lokalitet man lige twitcher til så et ægte hit kunne desuden blive vores eget. Allerede fra morgenstunden var HKO fra Team Fembanden sat da han åbenbart ikke lige kunne administrere skiftet til sommertid. Desværre havde DMI og vejret rottet sig sammen og favoriserede dynekrammeren for der var udsigt til så meget blæst at vi ikke kunne garanteres at blive afhentet efter dagens dont. Allerede her udviste vi ringe dømmekraft – i stedet for at se muligheden for at støve rundt på Saltholm i flere dage og masseproducere, fokuserede vi kun på problemet og turen blev aflyst.

Skuffet chefcaretaker

Rådvilde stod vi (HK, MHE, JSP, MFJ (Saltholm chefcaretaker) og ANP) tilbage og kunne det første kvarters tid knap tænke på grund af bitre følelser. Handlingslammelsen påvirkede åbenbart også det strategiske hjernecenter, for i stedet for at overveje andre lokaliteter i vores Landskampsområde begyndte forslagene om Sortstrubet Drossel, Hvidvinget Måge, Edderfugle- og Tranetræk at komme på banen. Som sagt, så gjort. Efter en halv times kørsel og lige så længe en eftersøgning blev droslen i Nivå genfundet på dens sædvanlige opholdssted og behørigt nydt og fotograferet. Efter et kort forgæves ophold ved den naturskønne lokalitet Nivå put-’n-take nåede vi Kronborg i fin stil. Vi kom i nogenlunde læ ved bastionerne og kunne konstatere, at alle Edderfugle trak langs svenskekysten. Det havde KRH fra Team Kronborg Kings godt nok allerede fortalt os at de ville da vi adviserede vores ankomst, men han følte sig åbenbart ikke helt tryg ved vores tilstedeværelse og tilbragte en god times obs. sammen med os, så vi ikke lavede ukontrollerede ulykker. Det gjorde vi så ikke.

Efter korte og intensive, men lidet interessante besøg i Hornbæk og Gilleleje havne, nåede vi frem til Gilleleje og obsposten ved stenen. Blandt mange ornitologer fandt vi MKH fra Østkyst-blockers der oprindelig havde været tilmeldt Saltholm turen, men som, klogeligt eller heldigt, havde meldt afbud. Resten af dagen er historie, både her på bloggen og i DOFBasen. Vi fik fine obs af flere nye årsarter – særlig 6 trk. Fiskeørne lettede stemningen en del. Hvis der er en morale eller to i denne historie, så kunne det være at man nogle gange skal give sig selv lov til at nyde fuglene uden at skulle tænke på Landskamps- (eller det der er værre!) arter. Ikke at hverken Picadorerne eller CMF har kastet håndklædet i ringen – bare vent, året er knap nok startet! Og forhåbentlig er det et engangstilfælde at dårlig planlægning (HKO) og slatten morale (MKH) ikke bliver straffet!

mvh ANP og JSP (fotos)

En af dagens Fiskeørne

 

Gillelejebanden sættes på plads

13 m/sek SØ og en aflyst Saltholmtur resulterede søndag i adskillige københavnske hold på Gilbjerg hoved. Efter 2 ugers sne og frost MÅTTE der sgu da ske noget. Ved ankomsten til feriecenteret tikkede sangdroslerne da også i krattene og gransangere sang lystigt langs stien. En lind strøm af finker lovede for en god dag, og skoperne blev slået op ved Gilbjergstenen. Kort efter ankom repræsentanter for den, af sjællandske hold frygtede, Gillelejebande Jan Hjort og Stig Nielsen. Og her var det, at enmands-holdet/hæren fra Lyngby (KBH), Mikkel Kure slog til - Der kommer sgu hvid hejre, råbte han.  Og ganske rigtigt, en fed sølvhejre kom daskende langs klinten, næsten i øjenhøjde. Glæden over en ny Gillelejeart overskyggede nok skuffelsen over det mistede bonuspoint,  hos Gillelejehold. Til gengæld er det vist den første bonusart, der overhovedet er lavet af en KBHdeltager i år (?). Men surt for mikkel, giver det ikke 5 flade øre i Landskampen, fordi han havde forladt sin lokalafdeling.

Som vinden tog til fra SØ steg antallet af fuglekiggere (ca 40 var pp midt på dagen) og især fugle. Faktisk bæste det så meget, at en tilrejsende birder blæste omkuld i et brombærkrat (og MKHs hvide kasket gjorde trækforsøg). Dagens totaler omfatter mere end 50.000 finker, 15.000 duer, 500 misteldrosler og 110 hedelærker. Herudover blev der set trækkende skovsneppe, moseugle, dværgfalk 4, fiskeørn 11, rød glente 2, pibesvane 15, duehøg, stor tornskade 2, svaleklire 6, lapværling og årets første landsvale. De præcise totaler er i skrivende stund ikke udregnet, da der stadig er folk på obsposten. Fedt, at foråret er kommet.

gilbjerg3003.jpg

40% af sjællands birdere samlet på 18 kvadratmeter.

MKH

En Påske i Sne!

Når påsken nærmer sig venter jeg forår, ligeledes i år, men, men, men. Metrologerne havde sat sig sammen med vejrguderne og besluttet at straffe hele birder Danmark med frost, sne og blæst.

Mit hold var på forhånd noget amputeret, Hellesen var hjemme på Fyn, MKH var på ugletur i Sverige, ABK var hos ældrebyrden i Skagen, og TEO ja ham ved vi ikke helt hvor er! Jeg var dermed helt alene om at forsvare holdetsfarver i landskampen, hvilket jeg bestemt havde i sinde.

Torsdag var det lidt køligt, men jeg tænkte dog at de Pibesvaner der havde rastet i Klydesøen nok stadig ville være på plads, men skuffet blev jeg da de var forsvundet som dug for solen. En større flok naturinteresserede havde indtaget fugletårnet, de havde set Trane og Rørhøg, mens en snakkede om 8 klyder, alt sammen nyt for mit hold men jeg så intet af det, så jeg valgte at blive i tårnet. Efter at folkene var gået fløj en Vandrefalk over området, den fik alle ænderne ud på vandet. I håbet om at finde en Amerikaner, blev scopet sat på ænderne, det eneste der sås var en flot Atlingand han ankomst til Sjælland. Få minutter senere sås en Rørdrum flyve imod Hejresøen, to nye til holdet!

Ved Ishøj strand sås to trækkende Traner og endnu en Rørdrum blev hørt, men ikke noget nyt til holdet.

Fredag gik turen til Østrup ved Gundsømagle, meget imod min vilje blev jeg i holdets tjeneste nød til at køre ud og se en Nilgås der var fundet af Ivan Olsen dagen før. Efter en varm kop kaffe hjemme var det tid igen, i Utterslev mose skulle Rørhøgene være ankommet og efter næsten to timer i det meget dårlige vejr lykkedes det, en ad hun Rørhøg kom i bogen.

Igen ville jeg gå efter nogle Amerikanske ænder, og valgte at køre til Ølsemagle revle. ”Pølsen” skuffede dog, endnu engang, og kun klyde var ny for holdet.

Lørdag var tiltænkt familien, men det gav dog et par lyse timer i det fri som jeg valgte at bruge ved Jyllinge holme. Hurtigt fik jeg øje på en Havørn der sad og nød kulden på Eskilds ø, der var godt med Pibeænder hvorfor jeg gav mig i gang med at se dem igennem. Snart fandt jeg en Ad Pibeand han med rødlige flanker, lyst ansigt, mørk maske og lys blis, jeg var aldrig i tvivl om at dette ikke kunne være en Pibeand, men det svigtende lys medvirkede at jeg ville lade and være and til Søndag. Pengene blev derefter sat på ugler efter mørkets frembrud, men seks Natugler og en Skovhorn gør ingen sommer.

Søndag morgen gik jeg efter min Pibeand hvilken jeg hurtigt genfandt, men i det flotte morgenlys viste det sig hurtigt at det bestemt ikke var en Amerikaner, men derimod en hybrid imellem Pibeand og nok en Chilensk pibeand. Fuglen var tydeligt lysere forrest i ansigtet end i nakken, masken var brunlig og blissen lyst gullig. Endvidere var flankerne for rødlige og i ryggen var der for meget gråligt. Surt at konstatere, specielt da fuglen kunne ses fra Københavns området (og dermed kunne krydses her) men vitterligt var i Nordsjælland uden mulighed for hold herfra til at se den, da Eskilds ø ikke er tilgængelig.

Senere på dagen begik jeg endnu en brøler, alle de gange jeg har sendt en DOFcall ud fra et stadion har Brøndby tabt, i dag så jeg 70 Traner over Farum park, de kom ud på DOFcall, og resten er historie.

Mvh Rasmus Strack          

Gæt1and

Så er det tid til at lægge hovedet på bloggen – hvad er det for en and øverst til højre?

tafl.jpg

Fuglen er fotograferet d.12-1 ved Sjælsø af Ib Jensen. HUSK at som i felten er der åbent for hybrider, fejlfarver og andre mere eller mindre umulige undskyldninger for ikke at kunne bestemme fuglen. Svaret kommer snart.

mvh MKH

En vinterdag på Amager

Tre-femtedele af ”The Cosmic Mind Fuckers” (Team CMF) (Morten Heegaard, Henrik Kisbye og Rasmus Turin) havde valgt at bruge søndagen til at optimere artslisten på Amager. Om morgenen lå disen tæt om øen så i stedet for at starte ved Klydesøen, kørte vi direkte til Kongelunden med Perleugle i tankerne. Dette gjorde vi ud fra devisen om at skal man gøre sig håb om en god placering i den sidste ende, skal man have mere end ét point per art! Som altid, var det hårdt arbejde at eftersøge den lille attraktive art og vi kæmpede, som så ofte før, en forgæves kamp. Det blev dog til tre Skovsnepper, hvilket ikke er hverdagskost en januardag på Sjælland.

Vi fortsatte mod stranden og listen blev optimeret med mange af de mest almindelige kystarter. På P-pladsen udvekslede vi informationer med udvalgte medlemmer af Østkyst Blockers (ABK, MKH og RS) som havde tjekket engene før vi kom. Et andet Københavnerhold (Fembanden) var også repræsenteret ved PU og SSN, der havde taget opstilling ved Prebens Busk. Godt at se at mange tager landskampen alvorligt – der kan blive rift om topplaceringerne hvis det nuværende aktivitetsniveau fortsætter.

Engene var nærmest som støvsuget for fugle, så vi vendte snudeskaftet mod skoven igen, for at fortsætte Perleugle-eftersøgningen. Eftersøgningen blev dog chikaneret af MKH, der fandt en Rødtoppet fuglekonge og det betød at vi mistede fokus på den lille ugle. Vi twichede og dibbede. Det er en art der kræver lidt benarbejde i Københavnsområdet.

Sigten var nu blevet noget bedre så vi prøvede lykken på Vestamager. Der var pænt med svømmeænder i Klydesøen, men lokaliteten bød ikke på nogen arter eller oplevelser, der fik pulsen i vejret for alvor. På vej tilbage mod bilen fandt vi de lokale Ravne, der lå og lavede territorialfulgt over Pinseskoven. Dagens ornitologiske højdepunkt kom ved Hejresøen, da vi fandt en Lille Flagspætte, der fouragerede meget tillidsfuldt på de små hegnspæle der står langs stien. Da vi havde set os mætte på kræet fløj fuglen over Hejresøen i retning mod Pinseskoven.

Tiden var nu knap og pga tidsmangel måtte vi droppe et planlagt stop ved Køge Sydstrand. I stedet besøgte vi det, for os lettere tilgængelige, Ringebæk sø ved Vallensbæk havn. Om lørdagen havde René Ranzau haft en Enkeltbekkasin på lokaliteten og det var med den i tankerne vi gik en runde om søen. Vi har stadig Enkeltbekkasin til gode, men gik dog ikke skuffede derfra, idet vi fik mulighed for at nyde en flok Skægmejser i teleskoperne på ca 5 meters afstand. Vi var vist alle enige om at det var nogle af de bedste Skægmejser vi havde haft nogensinde.

En lille fraktion af holdet (Henrik T. Rask) havde touret i den nordlige del af området og det gav et par fine arter bl.a. Skovhornugle ved Gladsaxe, Isfugl og Ravn ved Stampen og de lokale Sumpmejser i Utterslev mose. Alt i alt nåede Team CMF op på 82 arter på denne søndag. Vi blander os ikke i toppen i lokalområdet, men på den anden side mangler vi stadig en del almindelige arter, så intet er afgjort endnu.

mvh

Rasmus Turin

Rosenmåge eller Landskamp

Landskampen er kommet rigtigt godt i gang, men det er for mange noget overraskende at det er to fynske holde der indtager første- og anden pladsen.

 

Det er næsten utænkeligt at det ikke skulle være et af de to hold, i midten af Danmark, der er indehaver af førertrøjen når denne weekend er gået, dette afholder dog ikke os andre fra et angreb.

Der arbejdes i skrivende stund på planer om hvorledes man kan skaffe sit hold point, og det må siges at opfindsomheden ser ud til være stor.

 

I dag skulle Morten Kofoed-Hansen egentligt være i Esbjerg for at se Rosenmåge, men MKH udtaler at han føler sig presset til at blive hjemme og lave point til holdet, og desuden passe andre forpligtelser.

Holdet MKH deltager for indstiller derfor MHK til en flids præmie!

 

God kamp

 

Rasmus Strack

Bomlærke på Stauningsø

Så blev det endeligt 1 januar og tid til at starte med Landskampen.

Planen var klar fra morgenstunden, jeg skulle hele Køge bugt igennem og skulle slutte af ved Kastrup lufthavn.

Køge sydstrand gav som ventet Bjergpiber, og det kolde vejr fik gæssene til at rykke hvorfor Sædgås og Blisgås også kom i bogen her.

Ølsemagle revle og Stauningsø hjalp godt på listen, Gravand, Strandhjejle, Hjejle og Bomlærke. Bomlærken rastede på sydspidsen af Stauningsø og den kom som noget af et chok, da jeg aldrig før har set arten her, super fed fugl der nok kan blive svær for de andre KBH-hold, hvis de ikke ser denne fugl!

Mosede havn og fort gav Havlit, der var stadig ingen Stellersand til ædellisten.

De sene eftermiddagstimer blev brugt i området ved Lufthavnen. En Havørn fløj rund på Saltholm, en Fjeldvåge og en Blå kærhøg blev også set i området.

Alt i alt så jeg 68 arter i dag, og mit hold kom op på 87, så nu venter vi bare på de andre hold!

Mvh

Rasmus Strack 

Team Vestskoven

Deltagere: Peter Starup Christensen

point  art

Næste side »