Arkiv over kategorien 'Nyt i Landskampen'

November…og lidt om fremtiden

Den ugentlige opdatering er blevet afløst af en månedlig – der har været travlhed i Landskampgruppen og stilhed på fuglefronten. Det forgangne år skal jo evalueres og det kommende planlægges…men mere om det senere. Først lidt om begivenhedernes gang i felten og i LANDSKAMPEN.

Den store overskrift for november må være Perleuglernes forsatte indtog i Østdanmark. Der er set adskillige fugle omkring Stevns, sam enkelte omkring Præstø Fed od de vestsjællandske odder og Gedser har netop fanget deres fugl nr.11. Gedser er således oppe på 13 forskellige fugle i efteråret (DK- rekord) inkl. en dødfunden og en feltobset. De fangne fugle inkluderer 3 genmeldinger fra Falsterbo og 1 fra Ottenby, mens den dødfundne bar en norsk ring.  Der MÅ sidde perleugler overalt på Sjælland.

Af andre overskrifter kan nævnes en langtidsstationær Jagtfalk ved Vest Stadil fundet d. 2/11 af JHH og en Hærfugl i Horne på Fyn d.3/11, der (som så ofte før) kun blevt set af “civile”. D.8 gav Stevns-kratlusk for første gang i år for alvor pote, da JaE på få minutter kunne melde om Humes’ Sanger og Fuglekongesanger.  Den følgende dag producerede landskæmper SSN også Fuglekongesanger på Sydvestpynten på Amager. Samme dag slog Team skagen til igen-igen, da EC fandt  en Amerikansk Hjejle ved  Råbjerg kirke. Den 12. dukkede en Hvidvinget måge op i Hanstholm, efterfulgt af flere langs vestkysten samt een ved Sjællands nordkyst. D. 15 var den Sortstrubede drossel atter på plads for tredje vinter i træk i Nivå – ganske sensationelt for en sjælden spurvefugl. D.16 passerede en sen Almindelig skråpe plankeværket ved Gilleleje ( i vandkanten!) , mes Rasmus Strack og Jimmy Skat befandt sig i den forkerte lokalafdeling, da de d 29. var ved at køre en Hærfugl over ved Melby.

Ofte udrinder feltaktiviteten i takt med november måned, men husk lige at der er Ismåge i Østskåne, Rosenmåge i Litauen ( og den kommer lige  i hælene på noget,  der grangiveligt ligner en Slaty-backed Gull samme steds, ny art for Vestpalæarktis) samt for nyligt Præriemåge og Naumann’s drossel i Norge. Der er altså ingen grund til at lægge kikkerten på hylden for i år.

Og hvad så med stillingen? Vi er nok ved at være derude, hvor der skal ske mirakler for at førstepladsen skal skifte hænder. Team Skagen ligger SOLIDT i spidsen med 336 point (282 arter) foran Heavy Agger på 290 point (267 arter). Det skal dog nævnes, at Team skagen i det endelige classement kommer til at aflevere nogle point for ikke indsendte-SU-arter. Den deltager, der har bidraget med flest point til sit hold er på papiret Jørgen Kabel fra Team Skagen (269 point), men da han har indtastet for RoC  (den, kommer ikke til at gå næste år!) må Henrik Haaning Nielsen fra Heavy Agger med sine personlige 254 point siges at være årets een-mands-hær. På den individuelle tredjeplads ligger Knud Pedersen fra Skagen( 252 point), på fjerdepladsen den hårdt producerende Ole Amstrup  fra Team Festjylland (248) og på en femteplads Knud Erik Christensen fra Skagen med 245 point. De fem mest produktive birdere repræsenterer således ikke overraskende Nord/Vestjyske hold. I holdstillingen sniger der sig imidlertid et fynsk hold ind på femtepladsen – Ø-holdet på 269 point. Stærkt gået, derovre.

Næste års landskamp er som nævnt på tegnebrættet. Pt kan vi godt afsløre, at der kommer til at ske ændringer, der vil gøre det sjovere for birdere fra HELE Danmark at deltage.  Årets landskamp har  været lidt af en kold afvaskning for de fleste øst-hold, så LANDSKAMPEN09 bliver  en mere regional/national cocktail. Uforudsigeligheden i de månedlige tema-arter  har været en til gene for mange, og disse bortfalder derfor. Ligeledes arbejdes der pt på et mere velfungerende forum for Landskampsdeltagerne.

Søren har sørget for præmierne, der som lovet repræsenterer den personlige prestige ved at være Danmarks hårdest producerende birdere.

Der kan snart læses mere på Netfugl.

Herfra ønskes god jul – og vi ses naturligvis op til flere gange i juleferien til diverse vinter-hits rundt omkring i landet.

med venlig hilsen

Søren, Rune og Morten

Uge 43

Som så ofte før, gik det hele lidt i stå efter efterårsferien. Den ukuelige vestenvind har lokket de ihærdige på havobsposterne, men de på afstand gode vindprognoner er løbende blevet afløst af lidt hverken-eller-vind (sådan har vi det i hvert fald på Sjælland.) Vestkysten fortsatte med lidt Hvidbrynede løvsangere, mens Bjergpiberne i ugens løb nåede Sjælland. En turteldue ved Gilbjerg var  desværre bare en helt almindelig, omend meget sen, Turteldue. Lige så sent på den var en Almindelig Skråpe ved Esbjerg mandag.  Onsdag slog Ole Amstrup fra Festjylland atter til med en Lille stormsvale ved Harboøre, mens der blev set Hvidnæbbet lom ved Hirtshals.

Fredag  var den sjællandske jagtfalk nået til Valsølille, mens weekenden ikke bød på det store ud over Storpiber på Fanø og Grenen.

På lørdag træder vi ind i november, og i November skal der checkes efter Asiatisk Ørkensanger. Der foreligger tre fund fra DK og heraf to fra medio november (1889, Langli og 1994, Stængehus). Det sidste fund er fra Saltholm i maj. Arten skal eftersøges i halvørkenagtigt landskab, som marehalm eller kystnær urtebevoksning, da det minder om ynglebiotopen.  ”Nana” (artens latinske navn) er en eksklusiv most-wanted-art, så vi belønner den som en ny art for landet med 10 point.

God kamp

mvh Søren Rune & Morten

Uge 41 og 42…i medvind og modvind

Felttræf er vel overstået og der skal atter tænkes Landskamp (for de, der bravt forlod deres lokalområde i uge 42).

Uge 41 gik ikke stille af sig og af højdepunkter skal nævnes 2 Brilleænder ved Nr.Lyngvig og Hærfugl pp ved Øby mandag, Brun Løvsanger ringmærket i Hanstholm og Jagtfalk ved Selsø tirsdag og ikke mindre end 10 dværggæs i flok i Klydesøen onsdag. Kun to af fuglene bar ringe, og flokken kan derfor krydses efter de gældende netfuglregler. Torsdag slog Fanø til med en dværgværling ved Sønderho, der så vidt vides stadig er p.p. Lattermågen (efter alt sandsynlighed den samme som Blåvandfuglen) blev (gen)fundet ved Fanø fredag, men forsvandt desværre lige så hurtigt igen.  De første Perleugler begyndte i weekendes løb at dukke op ved Nakkehoved og Gedser.

Herudover fortsatte invasionen af Hvidbrynede løvsangere med uformindsket styrke ind i uge 42. Mange havde frygtet at sibir-bølgen var overstået, men alene under træf blev der fundet/genfundet omkring 33 bryn i træfområdet samt flere diverse andre steder i landet. Mange af fuglene var nok gengangere fra det første rykind, da de fleste individer viste sig at være ekstremt stedfaste træffet igennem. Ifølge de lokale, er årets forekomst af Hvidbrynede Løvsangere, den største der nogensinde er registreret i Blåvandsområdet. Herudover blev felttræf kickstartet med en fremvist fuglekongesanger, der gik i nettet i Blåvand mandag. Der blev fundet yderligere 3 Fuglekongesangere i træfområdet i uge 42. Onsdag gik efterårets første Blåstjert langt om længe i nettet i Klitmøller. Torsdag meldte Skagen om Sibirisk Bynkefugl – en fugl, er stadig bliver diskuteret – mens Felttræfferne kunne muntre sig med en meget medgørlig Lundsanger ved Hvidbjerg Str. Fuglen, der blev set frem til den 19 er DKs seneste. Fredag sprang bomben endelig på træf, da Torbjørn Eriksen fra Sorø sparkede en Stribet græshoppesanger op under eftersøgningen af en tik-værling. Det er DKs 6 fund – de tidligere omfatter een ringmærket fugl på Chrø og 4 dødfundne.  Samme dag blev en meget sen Turteldue fundet på et tag ved Blåvand Fuglestation. Lørdag kunne Stevnsobservatørerne notere en hård Sjællandsart, da en Rødhalset gås trak ind med en flok Bramgæs ved Mandehoved. De første Bjergpibere begyndte at tikke ind fra rundt om i landet, i skrivende stund med en flok på 29 ved Skagen.

Læs meget mere om Felttræffet og se spændende billeder derfra på Netfugl i nærmeste fremtid.

Der er stadig ikke rykket stort ved stillingen i toppen. Team Skagen har som de eneste rundet 300 point og ligger pt på 314 point. PÅ andenpladsen har vi nu Heavy Agger med 289 point og på tredjepladsen Festjylland med 281. Året er ved at rende ud, men intet er umuligt…

Der skal snart laves Ørkensanger – TIL KAMP!

mvh Søren, Rune og Morten

Uge 40 – øst møder vest

Oktober er åbnet lige efter bogen. Vejret er omskifteligt, hitfeberen er helt i top og jyske vestkyst bliver endevendt af birdere fra landet over. Under WP-obs har vi som sædvanligt læst om Sibirisk drossel, Gulddrosler, Pallas´og stribede græshopper o.l. på de bristiske øer, men ak-ak – det er og bliver bryn og småfluer, der bliver lusket frem herhjemme. Men fortvivl ikke – felttræf står for døren, og der er lagt op til endnu en ***GIGA*** i uge 42.

Uge 40 stod efter en længere østenvindsperiode i vestenvindens tegn. Mandag blev årets første Prærieløber fundet af Peter Hedegaard til glæde for de Nordjyske hold.  RoCs tålmodige strandengstrawl blev endelig belønnet med en sen Tredækker, et regulært hit dette efterår.

Midt på ugen gik vinden i SV og lidt sibirere begyndte at drysse ned langs jyske vestkyst. Et par Rødstrubede pibere, små fluesnapper og pænt med med Hvidbrynede løvsangere blev lavet efter en mager weekend. Der blev medlt om Brilleand fra Bækby Strand og Lille stormsvale ved Ørhage.  Lørdag/søndag ramte blæsten for alvor Vestkysten og de første stormsvaler og unge Sabinemåger blev griflet ned i de velplaceredes kina-bøger. Fra Ørhage blev der meldt om Kuhls Skråpe, mens Landskæmper KEK fra Team Ringkjøbing kunne springe den helt store bombe: Pterodroma sp ved Nr. Lyngvig. Fuglen var desværre for langt ude til artsbestemmelse, men fundet falder godt i tråd med et par britiske fund af Fea’s petrel. Skal en god Kap verde/Madeirapetrel godkendes fra DK kræver det nok en død/havdød fugl på en strand eller SUPERgode fotos. Lørdag bød også på efterårets første Dværgværling i Jylland, da SVr fandt en fugl ved Sønderho. Ugen blev rundet af med en Storpiber, der er overraskende sjælden i år, ved Ellidsbøl lavet af ATL fra Team Find Holger og efterårets første Hærfugl ved Øby.

Forrige weekends Lille skrigeørn fra Stevns er ud fra fotos blevet positivt bestemt til Steppeørn af Dick Forsman, så enkelte KBHhold har fået en god art (om end lidt tynd obs) på listen.

I oktober lukker vi for gaveboden og udlover ikke ekstra bonuspoint for nogen arter, da der er rigeligt at gå efter i forvejen. Husk at regionens første Hvidbrynede løvsanger kun udløste bonuspoint tom. 30/9.

Vi ses på træf. Der skal arbejdes præventivt fra grænsen til Vejers, så de vestjyske hold ikke stikker af når de nu henter enkeltpoint på Nonnepikker-, Blåstjert- og Steppetornskade-twitch. Hvis du laver Rubinen i hovedet på de lokale, er deres fordel udlignet.

Husk “Rare birds of Britain and Europa” når du rykker i felten – og fortsat god kamp.

mvh Rune, Søren og Morten

Uge 38

Ugens program har stået på højtryk og NØvind over store dele af Danmark – måske ikke drømmescenariet i september, men et par gode fugle er det da blevet til.

Stevns åbnede for posen mandag, hvor årets første SU-rovfugl trak ind fra Falsterbo….også endda en Slangeørn. Tirsdag blev vestkysten ramt af et mindre influx af Små fluesnappere, mens efterårets første Hvidbrynede Løvsanger blev fundet ved Fakse onsdag.

Først fredag slog en Landskampdeltager for alvor til, da en-mandshæren Ole Zoltan (Team Tango) fandt og fotograferede en Pileværling ved Roborg syd for Esbjerg. Desværre sank fuglen hurtigt i jorden og Pileværling er stadig en dyr og svær art herhjemme….en publikumsvenlig fugl vil være guld værd.

Lørdag nåede brynene til vestkysten med bla. 2 fugle i nettet i Blåvand. Vi må håbe de gemmer nogen til Felttræf. Årets første Storpiber lagde vejen forbi et par KBH-hold på Sydvestpynten søndag , mens andre KBHhold kunne muntre sig med en Lille skrigeørn (og 280 røde glenter) ved Stevns.

Og så skal der eller råbes VAGT I GEVÆR: Perleuglerne buldrer mod syd i Sverige med bl.a. 43 på Ottenby (Öland) på en enkelt nat!!! Falsterbo har også haft nogle enkelte og arten er med garanti nået talrigt til DK. Søn-man er der taget tre Blåstjerter i Sverige – også en art der skal luskes hårdt efter herhjemme den kommende tid.

Dårligt vejr findes ikke – kun dårligt udetøj. Til kamp!

mvh Morten, Søren og Rune

Uge 37…lavkonjunktur

Efterårets første uge kastede sandt at sige ikke det store af sig. Ugen stod i Nøddekrigernes og Småkjovernes navn, og flere østhold fik scoret ædelpoint på disse arter.

Til gengæld skal det nævnes, at månedens targetart, hvidbrynet Løvsanger allerede er ankommet til Sverige, med fugle på  Øland, Gotland og Falsterbo indenfor det sidste døgn. De er garanteret også nået til DK. Og som et lille kuriosum – også Høgeugle er rapporteret fra Sydsverige.

Til slut en lille opfordring: SELVOM der er landskamp og SELVOM du lige har lavet en god pointart, de andre helst ikke skal se, er det ikke holdbare undskyldninger for ikke at melde ud. Rastende Nøddekriger midt i storbyer, efterårets eneste aftenfalk og den efterhånden hypersjældne Hortulan (alle set den sidste uge) bør altså meldes ud på DOFcall. Der skal helst ikke opstå en aversion mod LANDSKAMPEN pga. hemmelighedskræmmeri.

Fyld termokanderne og find hue og handsker frem – det er efterår og det er GIIIFTIGT!

mvh Morten, Søren og Rune

Uge 35

Som så ofte, lettere forsinket…et lille resume af ugen. der gik.

Med uge 35 svandt den sidste sommermåned, og traditionen tro bød perioden på gode fugle. Ugen startede med et mindre influx af Natravne og Vendehalse. En flok på tre biædere ved Rosenvold mandag er en bemærkelsesværdig efterårsobservation. Tirsdag var det igen Blåvand, der løb med forsidehistorien: Adult Lattermåge rastende på Hukket. Et længe ventet gensyn, men desværre for mange tilrejsende stak fuglen til havs efter et par timer. En plettet rørvagtel, der i år har været et regulært hit, trak torsdag mange KBHhold til Ishøj, men denne var ligeledes svær at have med at gøre.

Lørdag var flere KBHhold vidne til en historisk dag på Stevns klint, hvor der på en time kunne tælles mere end 1000 indtrækkende Spurvehøge. Dette er en sensationel verdensrekord – læs mere på DOFs hjemmeside. Lavinetrækket af rovfugle denne dag var et spektakulært syn, men desværre bød dagen ikke på mange point. En gammel hun Steppehøg ved Mandehoved var ikke ny for nogen af holdene til stede.

Søndag slog Skagen til med ENDNU en Balearskråpe – der er vist ingen tvivl om hvor man skal tage hen, hvis man skal bruge den art. Efterårets første Tredækker blev fundet I Bøjden Nor, mens en mindre invasion af Nøddekriger var under opsejling. 17 blev denne dag set i fyrhaven på Falsterbo, mens enkelte blev set spredt i Danmark. Hold øje. Ligeledes begyndte der at dukke lidt unge Småkjover op rundt omkring – en hel del blev set i Sydsverige, så måske vi kan opleve lidt at sidste års influx?

Det første hold har nu rundet 300 point – ikke overraskende blev det Team Skagen (305), der nærmest virker urørlige. Heavy Agger står til sølv og Festjylland til Bronze.

Ingen Høgesangere blev lusket frem i Landskampen i august. Nu sætter vi ambitionerne lidt ned og sætter fokus på vore sallesammens ultimo-september-perle: Hvidbrynet Løvsanger. De første “bryn” ankommer som regel i den sidste uge af september. Først med et par fugle i de østlige egne og et par dage senere ved vestkysten. Arten holder især meget af pilekrat, hvor den gerne findes i Fuglekongeflokke. Næsten altid opdages den på stemmen, et højt og klart, på nært hold nærmest skærende tsiuit, der kan høres på stor afstand. Traditionelt set, er arten forbundet med den jyske vestkyst, især Blåvand og Vadehavsøerne, men arten bør kunne findes over hele landet. Vi udlover 3 point for den første Hvidbrynede løvsanger i hver region, fundet af en Landskampdeltager. Hvis en ikke-deltager melder din regions første bryn, er arten altså stadig eet ekstra point værd.  De føgende fund i hver region er to point (SUB) værd.

Herudover kan det i september betale sig at kigge efter arter som Rødstrubet piber, Hortulan, Lille fluesnapper og sidst på måneden Storpiber.

Alt kan ske i september – fortsat god kamp.

med venlig hilsen

Søren, Rune og Morten

Tilbage i sadlen

  SÅ må folk så småt være tilbage i deres respektive lokalområder efter at have feset den af i  sommerhuset, badelandet eller på charterferien – men nu går den ikke længere. Nu skal vi have de dyre arter på bordet og helst med Landskampsdeltagere som arkitekter. Ganske vist har juli givet pænt med gode fugle, men kun udløst ganske få bonuspoint – med Lars Jensens Hvidryggede ryle på Ølsemagle som topscoreren. Den nye art for landet og månedens primære targetart stod ellers og ventede på at udløse 20 point på Agger tange, men blev (til glæde for konkurrende hold fra andre afdelinger) fundet af  ikke-deltager TRK. Godt gået og tillykke til ham med den Spidshalede ryle.

Juli startede i roligt tempo med de sædvanlige hvide hejrer, Rovterner og Odinshøns  og vi skulle frem til d.7 før der skete noget. En Wilsons svømmesneppe gæstede for en kort bemærkning Saltvandssøen, mens en Rosenstær blev fundet på Agger tange. D. 9/7 opdagede PNN en Amerikansk Tundrahjejle i Galtkær, mens vestsjællandske hold  fik chancen for en svært tilgængelig Tereklire i Saltbæk vig. D.15 blev der LANGT OM LÆNGE opdaget en medgørlig og stationær SU-art i KBHafdelingen, i form af En-mands-holdet LaJs hvidryggede ryle. Den følgende uge var Margrethe kog det eneste sted det var værd at opholde sig, og her blev set bl.a Terekklire, 2 Hvidvingede terner og lidt Rustænder. D.20/7 sneg årets første Lille stormsvale sig forbi Blåvands Huk, der i disse dage også gav Sodfarvet og flere Almindelige skråper. Invasionen af Hvidvingede korsnæb nåede Danmark d.22/7 med en fugl over Skagen, og de første har netop nået Sjælland, så her en oplagt bonusart at give sig i kraft med.  

Bomben sprang d.27/7 med TRKs Spidshalede ryle på Agger tange. Det var det fjerde forsøg, der er blevet gjort på arten i DK, men nu ligger den til at blive officiel på DKlisten. Og det var ikke det sidste vi hørste til Agger tange…d.1/8 var den gal igen, da PHK opdagede DKs 3. Tyknæbbede dværgryle, og totaltydmygede lokale hold - havde Heavy Agger lavet disse to fugle havde de indtaget førstepladsen. Ølsemagle var heller ikke færdig med at brillere, da Morten Christensen d.27/7 opdagede en Sibirisk hjejle på nordspidsen. Sidste nye art på LKlisten i sommerferiepausen blev Høgesanger, og det blev ikke helt overrraskende Blåvand, der nettede den.

Der er for tiden godt gang i det aktiske vadertræk, og der er stor udskiftining på vadefladerne. Prognoserne siger lavtryk og hård vestlig vind, så hvis det ryster for meget i skopet til ryle-check, kan man da kigge ud over vandet. Det er primetime for Balearisk skråpe og Kuhls Skråpe.

Stillingen i toppen er uændret med Skagen på 287 point foran Heavy Agger på 261point.

Selvom den foreløbige vejrudsigt siger opadbakke for småfuglelusk er det dér, vi smider bonuspointene i puljen i august.  Og vi vil ikke have nogle forbiflyvere, synk-i-jorden eller ringmærkede fugle – der skal luskes, og der skal holdes på fuglene. Derfor veksler vi nu ny-DK-vader-bonussen til noget, der er omtrent ligeså svært at producere – nemlig en feltobset og twitchbar Vandsanger. Twitchbar indebærer at mindst fem personer skal have set fuglen, før den udløser de 12 point, vi mener den er værd. Det er hårdt arbejde at checke rørskov, men Vandsanger kan også findes i lavere starbevoksning…måske under Tredækker-eftersøgningen?.  I den lettere afdeling giver vi 4 point for hver regions første feltobsede Høgesanger. Hvis en ikke-deltager gør regionens første fund, er arten fortsat 3 point værd for det hold, der finder en Høgesanger senere . 

Ellers er august måneden hvor nedtrækket så småt begynder at blive lidt varieret. Holdene kan med fordel kigge efter arter som Sort og Hvid stork, Hedehøg og i år også Hvidvinget korsnæb. Der skal trampes efter Tredækker og sivbræmmerne skal checkes for Plettet rørvagtel, når der kigges vadefugle. 

Dagene er stadig lange, så man kan stadig nå i felten inden og/eller efter arbejde!

  God fornøjelse

Morten, Rune og Søren.

Uge 25

Sankt Hans-bålene og nattergalesangen ebber ud, men de sjældne fugle synger stadig. Spørg bare Kent Olsen, der i torsdags lavede sin anden(!) Buskrørs i ØJ i år…een er vildt, to er overdrevet hårdt i Jylland. Desværre for Kent og århus United kan de ikke bruge nr.2 til noget som helst i Landskampen…ud over at konkurrerende hold kunne score point på nr.2, der ikke var på privat område.

Uge 25 blev også ugen hvor Landskampen rundede art nr.300 – i princippet lidt sløjt, at der skulle gå så længe, men foråret 2008 har trods alt ikke indskrevet sig i historien som et mindeværdigt år for store hits. Ugens nytilføjelser udgjores af Almindelig Skråpe (lørdag, Korshage EVR) og Lille kjove (torsdag, Grenen RoC). At det netop er havfuglene, der tikker ind er næppe nogen overraskelse, da vestenvinden har domineret hele ugen. Det er overraskelsernes tid over bølgerne, og skønt der kan gå timer og dage mellem de nævneværdige arter ult. juni, skal man huske, at det er årstiden for en god terne eller måge. For havfuglenes vedkommende er det især Almindelig, men måske også Kuhls Skråpe, der kan lægge vejen forbi dit teleskop.

Ellers har ugen været en ganske typisk juni-i-vestenvindsaffærre. Et par Silkehejrer huserede i begyndelsen af ugen omkring Ølsemagle og Amager, mens en Sandterne blev set ved Sneum og Fourfelt. En sen Biæder lagde vejen over Ellekrattet, hvor nettene blev pakket ned efter en god sæsson. Der høres fortsat godt med Engsnarrer, og lidt Vagtler rundt omkring mens Pletvagtel er en alvorlig mangelvare for adskillige øst-hold i år.

Stillingen er fortsat uændret i toppen, hvor Team Skagen er i front med 280 point (257 arter) foran Heavy agger på 255 point (242 arter) – men der kan ske MEGET i efteråret.

Rasmus Strack har valgt at melde sig ud af Landskampgruppen, og i stedet er indtrådt Rune Sø Neergaard fra Århus United – herligt, og i bund og grund også nødvendigt, med et jysk indslag i styregruppen.

I den følgende uge står den på søndenvind og lavtryksvejr – det lugter af en god vadefugl, eller måske en dyr natsanger. På dette tidspunkt af året er der få vadere at kigge igennem, men chancerne for en Stribet ryle, Damklire eller en rigtig dyr vade(krave) er pæne. Der SKAL også opfordres til at lytte efter Buskrørs – med to i ØJ SKAL der også sidde et par stykker østpå…det handler om dobbeltpoint (6) point t.o.m 30/6!

Det er overraskelsernes tid – god fornøjelse.

Med venlig hilsen

Morten Kofoed Hansen, Rune Sø Neergaard og Søren Haaning Nielsen

Buskrørsanger i Klydesøen

Jeg vågnede halvtidligt denne morgen og tog det som et godt varsel
forud for dagens tur på Vestamager. Ambitionsniveauet nåede alligevel
kun op på Silkehejreniveau. Scopet var kun lige kommet op ved det
første stop da brudstykker af en aparte sang med fløjtestrofer hen ad
kaldet af Nattergal kunne høres ca. 100m væk. Det lød jo interessant
så jeg gik hen mod fuglen på ydersiden af diget. På nærmere hold lød
den Kærsagtig men alligevel ikke, så Buskrørs var snart mit bedste bud.

Sangen var væsentlig langsommere end Kærs og bygget op af gentagelser
og klare fløjtestrofer, “dyyyy-liiiiii knikgnask dyyyyy-liiiii”. Den
havde også et 3 delt fløjte-tema hvor det sidste fløjt var det højeste
“diiii-lyyy-liiiiii”. Da min erfaring med Buskrørs sang lå 11 år
tilbage ville jeg meget gerne have en second opinion, så jeg ringede
til SeK og fortalte, at hvis ikke jeg havde mistet forstanden, så sad
der en Buskrørs i Klyden. Jeg beskrev sangen og han syntes også den
lød god. Klokken var nu hen af 9. Solen var højt på himmelen og jeg
begyndte at se et scenarium, hvor fuglen snart ville holde kæft og jeg
ikke rigtig havde noget som kunne godkendes. Jeg ringede til Peter
Søgård og Rune Bisp, som også er caretakere i området. Peter kunne
komme med det samme mens Rune var i gang med CES-ringmærkning på
Nordre Klapper og først kunne være fremme efter et par timer. Peter
var snart på pletten og kunne heldigvis med det sammen sige, at den
sanger havde han ikke hørt før. Vi lagde os på kanten af diget og
optog sangen med en diktafon som Peter havde med. Efter kort tid sang
den igennem og der kom en ok optagelse i kassen. Så var kræet
dokumenteret. Jeg regnede med, at fuglen sad dybt inde i en hybenbusk
og havde egentlig ikke gjort min nogen forhåbning om at få den at se.
Men da Peter stak hovedet op over kanten kunne han se, at den faktisk
sad frit fremme i toppen af nogle rør 20 meter væk. Så vi bevægede os
lidt ned langs diget og fik fuglen i scopet. På ca. 40 meters afstand
sås det, at svingsfjers-projektionen var ganske kort, næbbet langt,
panden flad og, at øjenbrynsstriben var kraftig og fortsatte bag øjet.
Efter noget tid kom Rune og Louise, og midt på dagen stødte Michael
Grell til. Vi diskuterede hvorvidt den skulle meldes ud da den ikke
kunne høres fra offentlig vej. Da nyheden alligevel var ude mente
Peter, at det var bedst at få den meldt ud for, at undgå
hemmelighedskræmmeri.

Peter fik fat på skovdistriktet som gav tilladelse til at fuglen kunne meldes ud på reglementeret vis
Jeg eftersøgte fuglen her mandag morgen (9/6) men uden at se eller
høre den, så jeg tror den er fløjet videre. 

Østkystblockers har hidtil holdt taktisk lav profil for ikke at anspore andre KBHhold til den store ofensiv, men NU sætter vi ind. Bedre held næste år.

/TEO – ØstkystBlockers

Buskrørsanger, Klydesøreservatet, 5. juni 2008. Foto: Michael Borch Grell

Næste side »